De vågne koner i Bjert
Pænt besøgt åbent hus i lokalarkivet

Temaet for Bjert Kalender 2017 er foreningsliv i Bjert gennem tiderne. På hvert kalenderblad fortælles i tekst og billede historien om en forening. Billedet herover viser den handlekraftige bestyrelse i Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup Husholdningsforening, som i 1977 blev portrætteret på en magasinforside i Berlingske Tidende under overskriften "De vågne koner i Bjært". Fra venstre er det Henny Stenstrøm, Ruth Langhoff, Margit Bay Christensen, Lisbeth Bonde Petersen (formand) og Anne Stub.
Mange medlemmer og andre interesserede fandt vej til lokalarkivet, da foreningen præsenterede Bjert Kalender 2017 på den årlige Arkivets Dag med et åbent hus i arkivet på Vesterløkke lørdag den 19. november. Ved den lejlighed var der samtidig fernisering på en ny udstilling med billeder fra det gamle sogn. Udstillingen rummer et udvalg af de mange billeder, som foreningen har hjemtaget fra Det Kgl. Biblioteks fotomuseum. Billederne er fra starten af 1950erne og fremtræder som en tidsrejse fra Gl. Bjært til åen ved Agtrup.

 

 

 

Lokalarkivet er åbent
torsdage kl. 15-17

 

Kommende arrangementer:

 

 

Med Ib Doctor på tur gennem Sdr. Stenderups historie

Onsdag den 20. marts 2024 kl. 19.00 på Sdr. Bjert Centralskole

Med Ib Doctor, som fortæller, kommer vi en tur rundt i det gamle Sdr. Strenderup med fortællingen om branden i 1807 – fortællingen om Else Sofie Bech fra sognets største gård - hun blev 101 år, og som simpel bondekone oplevede sit barnebarn Hans Bech blive kongelig balletdanser. Endvidere vil Ib fortælle om skoleleder Niels Peter Hansen Berg, der var leder af Sdr. Stenderup Skole fra 1865 til 1920 - og om den triste skæbne der overgik familien Grøn, da to af deres drenge druknede ved Gl. Ålbo.

Entre inkl. kaffe/kage

Medlemmer 40 kr. pr person

Ikke medlem 60 kr. pr person